Jobannoncering

Coronavirus, rekruttering og jobsamtaler – hvad bør man gøre?

Coronavirus

Med flere hundrede smittede og mere end tusinde personer i karantæne i Danmark spreder coronavirus (COVID-19) sig hastigt i øjeblikket, og Statsministeriet har allerede iværksat en række tiltag i samfundet, som skal bremse spredningen af coronasmitte. Disse tiltag sammen med Sundhedsstyrelsens anbefalinger giver anledning til en række problemstillinger, man som virksomhed og arbejdsgiver kan blive nødt til at forholde sig til.

En af dem er, hvad man midt i smittekrisen bør gøre i forhold til rekruttering af nye medarbejdere. Skal man stadig annoncere efter nye medarbejdere? Og hvad gør man med ansættelsessamtaler? Man kan fristes til at bremse eller udskyde alt, der har med rekruttering at gøre, af frygt for at lande i situationer, der spreder smitte mellem mennesker, såsom til en jobsamtale.

Men coronavirussen behøver slet ikke gå ud over jeres nuværende og kommende rekrutteringsarbejde, så længe I tager højde for nogle forholdsregler, der i høj grad vil mindske risikoen for smitte. Husk også at folk jo stadig er jobsøgende – og måske får mange endda endnu mere tid til jobsøgning, når der er stigning i antallet af personer, der arbejder hjemmefra. Samtidig kan andre jobsamtalemetoder tages i brug, såsom samtaler via Skype eller telefon. Se vores tips til, hvordan du bedst muligt afholder jobsamtaler over video.

Der er altså ingen grund til at sætte rekrutteringen på hold. Nedenfor har vi beskrevet en række forhold og dertilhørende råd, du som ansættende arbejdsgiver bør være opmærksom på i rekruttereringsforløbet.

Begræns face-to-face ansættelsessamtaler

I visse tilfælde kan du eller din arbejdsplads vurdere, at der er for høj coronasmitterisiko forbundet med afholdelse af møder med eksterne personer – herunder ansættelsessamtaler. Som nævnt kan Skype- eller telefonsamtaler erstatte den ansættelsessamtale, man typisk ville have haft face-to-face med kandidaten. Rigtig mange arbejdsgivere og jobsøgere føler ikke, at Skype- eller telefonsamtaler er en optimal måde at afholde samtale på og lære hinanden at kende – men det fungerer, hvis der ikke er et bedre alternativ. Ansættelser over landegrænser foregår i forvejen også ofte på den måde.

Læs også vores tips til, hvordan du som arbejdsgiver forholder dig til coronakrisen i dit jobopslag, fx ved at beskrive hvilke forbehold I tager jer i rekrutteringsprocessen.

Undgå håndtryk

Luftvejsinfektioner som influenza og den nye coronavirus spreder sig bl.a. via håndtryk, overflader eller små dråber fra hoste og nys. Det er det, de følgende fem gode råd fra Sundhedsstyrelsen skal være med til at forhindre.

Forebyggelse af coroavirus


Selvom det normalvist er kutyme at give hånd til hinanden før og efter en ansættelsessamtale, så vær ikke sky for at sige til de kandidater, du møder til samtaler, at du på baggrund af smitterisiko gerne vil undgå håndtryk – også selvom det kan føles uhøfligt eller ubehageligt at afvise et håndtryk. Du følger jo blot anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og Statsministeriet, og formentligt vil den anden part godt forstå dig eller have det på samme måde. Måske kan det også give anledning til at afprøve nye måder at hilse på, som kan tilføje lidt humor til situationen; solhilsen, vinke, bukke, neje, benspark, albueklem eller lignende.

Kommuniker åbent med dine kandidater inden jobsamtalen

Har du allerede ansættelsessamtaler planlagt i kalenderen, så kan du overveje at skrive eller ringe til dine kandidater i god tid inden samtalen og gøre dem opmærksomme på, at de ikke skal møde op til deres samtale, hvis de er sløje og fx hoster og nyser meget. Giv dem på forhånd muligheden for enten at udskyde jeres planlagte samtale eller at afholde samtalen over Skype eller telefon i stedet. Har du fortalt dem dette inden samtalen, så vil dine kandidater også have bedre samvittighed, hvis de beslutter sig for at blive hjemme pga. sygdom eller sygdomstegn, og I undgår dermed alle den potentielle smitterisiko.

Dette råd gælder selvfølgelig også den anden vej, hvis du selv bliver sløj. Generelt set bør du selvfølgelig aldrig udsætte dig selv, dine kollegaer eller dine jobkandidater for unødig smitterisiko, hvorfor en ansættelsessamtale over Skype eller telefon kan være den mest sikre løsning for alle parter i disse tider.

Husk at vi alle har et ansvar for at minimere risikoen for, at vi på og uden for arbejdspladsen smitter hinanden. Lige så vigtigt er det at understrege, at både sundhedssystemet og udsatte grupper i samfundet har brug for, at vi er med til at begrænse og/eller udsætte spredningen af coronavirus.

Held og lykke med din/jeres kommende rekrutteringer, og pas godt på dig selv og dine medmennesker!

 

Hold løbende øje med Sundhedsstyrelsens information til borgere, virksomheder og arbejdspladser i relation til coronavirus/COVID-19 – og følg deres anbefalinger til forholdsregler, som du kan finde her

Vejledning til virksomheder om coronavirus/COVID-19 fra Virksomhedsguiden finder du her

Kontakt Ofir hvis du har brug for hjælp til rekruttering / jobannoncering.

Artiklen er opdateret d. 26. marts 2020.